fredag den 7. august 2009

August blad 2009

Vi siger velkommen tilbage til et nyt år og håber alle har nydt sommerferien. De børn, der var her onsdag den 5. august ved jo godt, at vi allerede har været på den første tur, som gik til Guderup, hvor vi, sammen med andre SFOer, brugte dagen på sjove sportslige lege, der også gav et pust til det at samarbejde. Fotos fra dagen kan ses på Rumlehuset bloggen.

Legepladsen er på plads nu. Vi er rigtig glade for de nye ting, vi har fået og det er børnene bestemt også. Specielt vores nye karrusel er noget af en udfordring for motorikken, men det er faktisk utrolig, så hurtig børnene finder balancen på den.

Skraldiade – en kampagne for børn om affald!
I den kommende tid vil børnene i Rumlehuset jævnligt støde på ordet ”Skraldiade”. Vi snakker med børnene om, hvad der sker med affaldet, når man smider det i naturen, og om hvor længe det er om at blive nedbrudt. Der bliver hængt diverse materiale op i Rumlehuset. Vi får forskellige materialer om emnet og inspiration til, hvad der kan genbruges og hvordan noget affald kan anvendes i leg – vi har f.eks. oplevet hvor meget glæde nogle børn kan få af en stor papkasse og en god portion fantasi. I kan læse mere om Skraldiaden på http://www.skraldiade.dk/ .
Den 15. september kl. 14 er der et stort skraldiadeshow i Sønderborg for børnehaveklassebørnene.

Hej alle i Rumlehuset
Jeg hedder Lasse Brüning, er 25 år gammel og bor i Sønderborg sammen med min kæreste. Jeg har fået fornøjelsen, af at skulle være i praktik 3 her på stedet de næste 6 måneder - 1.8.2009 – 31.1.2010 - hvilket jeg glæder mig meget til.Jeg har tidligere arbejdet 4 år, som pædagogmedhjælper i Augustenborg SFO og 1 år på sønderborg erhvervsskole, inden jeg startede på seminariet i Åbenrå.
I mine tidligere praktikker har jeg først været hos børnehaven Engelshøj i Sønderborg, samt Ungdomskollektivet i Åbenrå som er en døgninstitution, for anbragte unge mennesker med sociale problemer. Her er jeg stadig ansat som vikar, sideløbende min praktik hos jer. Mit job hos Ungdomskollektivet og arbejdet med det socialpædagogiske betyder, jeg går meget anerkendende til værks i det pædagogiske arbejde.Min fritid går mest med håndbold og nyder meget at være aktiv, især med sport.
Endvidere håber jeg på at få nogle sjove, gode og lærerige måneder her i Rumlehuset.
Har I spørgsmål eller kommentarer, er I meget velkomne til at ”gribe fat” i mig.

Med venlig hilsen.
Lasse Brüning

torsdag den 28. maj 2009

Juni kalender 2009


Juni blad 2009

Grundlovsdag.
Rumlehuset er lukket fredag den 5. juni, Grundlovsdag.

Klub for 4. – 6. Klasses elever.
I slutningen af april måned havde vi en forespørgsel ude omkring et klubtilbud til børnene i 4. – 6. Klasse. Desværre viste det sig at der ikke var tilstrækkelig interesse for at etablere et sådan klubtilbud. Da tilmeldingsfristen udløb, var der blot indkommet 1 forhåndstilmelding. For at etabler et klubtilbud kræves det, at der minimum skal være 11 tilmeldt børn.

Sende service.
En af sendevagtens mange opgaver er naturligvis at sende børn efter de på sendesedlen aftalte tider. Vi oplever at flere forældre ikke selv orker at hente børnene og derfor ringer, imens de holder i skolegården eller på p-pladsen ved Kvickly.
Det er bedst, at give besked inden 12.30, ellers opsluges sendevagten af telefonopkald og opgaven med at finde børn. Men værst er det, at vi mister kontakten til jer forældre. Den daglige kontakt betyder meget for os.
Hvis man alligevel ringer lige efter kl. hel eller halv, må man forvente, at barnet først bliver sendt på næste senderunde.

Legeplads.
Vi er nu så vidt i planlægningen af renoveringen af legepladsen, at jeg næsten tør sige, at legepladsen er klar til sommerferien. På boldbanen bliver der opsat en multibane med faste mål og bander. Der hvor de 3 små legehuse var, bliver der opsat et ekstra gyngestativ. Ved skuret monteres en Supernova, en form for karrusel.

Frugtordning.
Vi har besluttet, at man ikke længere kan springe over køen i frugtordningen med den begrundelse, at man skal hjem. Har man ikke tid til at stille sig i køen, må man gå hjem uden frugt. Vi vil heller ikke, at man selv tager fra køleskabet med frugt. Frugten udleveredes af cafevagten og kun af denne.


Støj.
Vi oplever at der er meget støj i de forskellige lokaler, navnlig oplever vi at problemet med støj er størst i Fristedet, Krea og naturligvis i træ værkstedet. Vi har derfor besluttet, at der opsættes nye støjabsorberende lofter i alle 3 rum. Dette nedbringer ikke støjen men fjerner en stor del af efterklangstiden som opleves som yders generende ved længere tids ophold i lokalet. Hvis det ikke er nok til at nedbringe støjen, må der etableres nogle støjdæmpende foranstaltninger. Om det er muligt at nedbringe støjen fra tusindvis af LEGO klodser som konstant bliver rodet i, kan være en stor udfordring.


Denne måneds kalender…
Maj børns turdag, ligger fast hver onsdag. Vi går kl. 10. Derfor er det vigtigt at alle er mødt ind inden. Vi er hjemme igen allersenest kl. 14.30. Turene vil føre os forbi børnehaver og ud i naturen samt gøre os fortrolig med skolens område.
Tilmelding…Der vil være tilmeldinger til rulleskøjtetur, minigolf og klub festen. De berørte børn vil blive informeret.

torsdag den 30. april 2009

Kalender maj 2009


Maj blad 2009

Lukkedage.
Rumlehuset har lukket fredag den 22. maj og Grundlovsdag den 5. juni.

Nyt personale.
På fredag starter der 2 nye personer i Rumlehuset vi byder velkommen til Helen Christensen og Lars Hansen. Helen som pt. arbejder i Kulturbørnehaven, følger børnene og skal sammen med Yvonne, Anneli og Annette tage sig af de nye børn. Lars Hansen vil indgå i SFO gruppen. Lars har tidligere været vikar i Lilleskoven og har derigennem tilegnet sig kendskab inden for området.
Vi byder dem begge 2 velkommen.

Førskolebørn.
1. maj starter der 40 nye børn, og det er væsentlig flere en de forrige år. I starten af dette år blev der besluttet en ny procedure vedr. oprykning af førskolebørn. Det har ikke den store betydning for Rumlehuset idet, vi jo har mange års erfaring i at modtage førskolebørn. Men på andre af kommunens SFOer har det stor indflydelse på det pædagogiske arbejde i SFOen samt skolen.
Vi ser frem til et spændende arbejde med alle de nye børn.

Legeplads.
Som mange har set er der fjernet mange træer på legepladsen. Ligeledes er det lille legehus fjernet.
Dette roderi sker i forbindelse med at der er et kommende belægningsarbejde på vej. Desuden har vi konkrete planer om at etablere en multisportsbane, opsætning af en ekstra gynge og en karrusel.

Denne måneds kalender…
På gå tur med, er turer der bliver lavet for de børn der viser interesse og de vil føre flokken rundt forskellige steder i nærmiljøet.

Maj børns turdag, ligger fast hver onsdag. Vi går kl. 10 derfor er det vigtigt at alle er mødt ind inden. Vi er hjemme igen allersenest kl. 14.30. Turene vil føre os forbi børnehaver og ud i naturen samt gøre os fortrolig med skolens område.

Idrætsdag: ALLE på nær majbørn tager med denne dag, hvis de er i Rumlehuset. Turen går til Havnbjerg, hvor vi skal dyste med Krudtuglen. Der er afgang lige efter skole og vi er hjemme igen kl. 16.30

torsdag den 2. april 2009

April kalender 2009


April blad 2009

Påskeferien.
Vi vil gerne have klarhed over hvor mange børn der kommer i Rumlehuset de tre dage i påsken. Derfor vil vi bede jer om at melde til/fra på et opslag i Rumlehuset. Opslaget vil I kunne finde ved sendevagten.

Rumlemarked
Onsdag den 22. april afholdes Rumlemarked fra kl. 15.00 til kl. 17.00. Indbydelse med tilmelding vedlagt dette Rumlenyt. Så bare i gang med at støve det gamle legetøj af som du vil sælge. Vi glæder os.

KIDZ- games.
Den. 30. april vil der blive afholdt Kidz-games på Idrætshøjskolen i Sønderborg. Hver SFO må stille med 15 børn og vi har valgt at deltage med 3.klasserne.
Vi skal deltage i 3 forskellige aktiviteter; Wii boksning, Stjerneløb og Battleball.
Vi vil, de næste mange uger, øve os på disse aktiviteter.
Selvom det kun er 3.klasserne, der skal af sted, har vi stadig brug for resten af børnene til at være modstandere. Vi har allerede prøvet, at spille Battleball, hvor de store måtte tage sig gevaldigt sammen, for ikke at tabe.
Tirsdag. d. 21. april besøger vi Krudtuglen, for at afprøve vores evner imod dem og tirsdag d. 28. april kommer de og besøger os, så vi kan få spillet en masse, inden vi skal af sted til Sønderborg.

Trylleshow
Torsdag den 23. april kl. 14.30 kommer Jesper Grønkjær og tryller for os i anledning af
besøg af de nye majbørn. Steen byder efter showet på kagemand helt som traditionen kræver det :0)

Et suk…
Så kører vi igen. En ny dille er opstået, Bakugan. Børnene spiller og leger nogle super lege med dette nye legetøj. Nu er det så bare sådan at nogen ikke kan kende forskel på dit og mit og andre igen bare smider med sine ting. Det gør så at disse Bakugans har det med at forsvinde og de dukker ikke op igen. Det piner os når en er ked og vi vil gerne hjælpe, men ofte kan vi kun trøste, da det er en helt umulig detektiv opgave, der stort set aldrig fører til opklaring. Derfor, tænk dig godt om når du tager noget med i skole og pas godt på det for det er dit eget ansvar.

Nyhed
Har i alle set vores nye skærm der dagen lang kører med de fotos vi går og tager af alle de aktive unger der er omkring os? Hvis ikke er den et besøg værd. Den er at finde hos sendevagten :0)

Sommerferie børnehus
Fristen for til/fra melding til pasning i sommerferien er nu udløbet. Vi skønner at de der ikke har meldt tilbage ikke har et behov for pasning i ugerne 29-30-31.