mandag den 1. december 2008

December blad 2008

Førstehjælp
Der har i dagspressen den seneste tid været historier omkring børn, som er kommet grueligt galt af sted. Heldigvis har personalet i disse institutioner kunnet yde den nødvendige førstehjælp.
Personalet i Rumlehuset har alle gennemført et førstehjælpskursus og senest her i oktober været gennem et opfølgningskursus.
Ligeledes har vi udarbejdet en plan der beskriver, hvad der skal gøres, hvis ulykken sker.

Lukkedage
Rumlehuset har julelukket den 24, 29, 30. og 31. december.

2. januar
Der var i november nummeret af Rumlenyt en forespørgsel om hvorvidt der var behov for, at Rumlehuset holdt åbent den 2. januar 2009. Der er kommet mange tilbagemeldinger og ud fra de tilbagemeldinger er der ganske få som har sat kryds i feltet med ”ja vi har et behov for plads i Rumlehuset den 2. januar 09”.
Rumlehuset er derfor åbent fredag den 2. januar - med mindre der her i sidste øjeblik viser sig at tilbuddet for de tilmeldte børn er unødvendigt.
Fra og tilmelding er stadig en nødvendighed og foregår til Steen.
En arbejdsmand værdig/konflikter
Det er nu et år siden at vi tog klatreborgen i brug, og lige siden har det været et eftertragtet legested. Navnlig pigerne fra 2. kl. har taget borgen til sig og i sådan grad, at deres hænder er blevet så barket, at der ligefrem er opstået større områder med hård hud, ja, selv midt i håndfladen.
Desværre medfører den til tider vilde leg på borgen en hel del knubs, navnlig når børnene desperat forsøger, at undgå at blive tikket. De konflikter der opstår i kølvandet af legen, tager vi altid hånd om således, at de bliver løst her og nu, så legen kan fortsætte. Det viser sig desværre, at ikke alle respekterer de løsninger, som de selv har indgået med hjælp af pædagogerne. Nogle fortæller derhjemme, hvad der er sket og enkelte forældre genstarter konflikten dog på forældreniveau, og det bliver den ikke mindre kompliceret af.
Min bøn er, at I har tiltro til at vi løser konflikterne, som opstår børnene imellem og ikke gør dem til en fejde på forældreplan. Steen

Det er sørme det sandt december…
Det betyder, traditionen tro, at vi skal lege mus. En lille hyggelig juleleg, hvor man kan være heldig at vinde 6 pebernødder, eller være uheldig kun at vinde en. Reglerne er hårde, ikke noget med ”Åh må jeg ikke godt få en fra dåsen?” Nej, her overholdes reglerne til punkt og prikke, og på en eller anden måde er det ganske hyggeligt. Vi glæder os, og vi skal have bagt en stor dåse ”Bækkenørre” (Oldemors, ja faktisk Tipoldemors opskrift, og de smager bare godt.

Kalender december 2008