mandag den 1. december 2008

December blad 2008

Førstehjælp
Der har i dagspressen den seneste tid været historier omkring børn, som er kommet grueligt galt af sted. Heldigvis har personalet i disse institutioner kunnet yde den nødvendige førstehjælp.
Personalet i Rumlehuset har alle gennemført et førstehjælpskursus og senest her i oktober været gennem et opfølgningskursus.
Ligeledes har vi udarbejdet en plan der beskriver, hvad der skal gøres, hvis ulykken sker.

Lukkedage
Rumlehuset har julelukket den 24, 29, 30. og 31. december.

2. januar
Der var i november nummeret af Rumlenyt en forespørgsel om hvorvidt der var behov for, at Rumlehuset holdt åbent den 2. januar 2009. Der er kommet mange tilbagemeldinger og ud fra de tilbagemeldinger er der ganske få som har sat kryds i feltet med ”ja vi har et behov for plads i Rumlehuset den 2. januar 09”.
Rumlehuset er derfor åbent fredag den 2. januar - med mindre der her i sidste øjeblik viser sig at tilbuddet for de tilmeldte børn er unødvendigt.
Fra og tilmelding er stadig en nødvendighed og foregår til Steen.
En arbejdsmand værdig/konflikter
Det er nu et år siden at vi tog klatreborgen i brug, og lige siden har det været et eftertragtet legested. Navnlig pigerne fra 2. kl. har taget borgen til sig og i sådan grad, at deres hænder er blevet så barket, at der ligefrem er opstået større områder med hård hud, ja, selv midt i håndfladen.
Desværre medfører den til tider vilde leg på borgen en hel del knubs, navnlig når børnene desperat forsøger, at undgå at blive tikket. De konflikter der opstår i kølvandet af legen, tager vi altid hånd om således, at de bliver løst her og nu, så legen kan fortsætte. Det viser sig desværre, at ikke alle respekterer de løsninger, som de selv har indgået med hjælp af pædagogerne. Nogle fortæller derhjemme, hvad der er sket og enkelte forældre genstarter konflikten dog på forældreniveau, og det bliver den ikke mindre kompliceret af.
Min bøn er, at I har tiltro til at vi løser konflikterne, som opstår børnene imellem og ikke gør dem til en fejde på forældreplan. Steen

Det er sørme det sandt december…
Det betyder, traditionen tro, at vi skal lege mus. En lille hyggelig juleleg, hvor man kan være heldig at vinde 6 pebernødder, eller være uheldig kun at vinde en. Reglerne er hårde, ikke noget med ”Åh må jeg ikke godt få en fra dåsen?” Nej, her overholdes reglerne til punkt og prikke, og på en eller anden måde er det ganske hyggeligt. Vi glæder os, og vi skal have bagt en stor dåse ”Bækkenørre” (Oldemors, ja faktisk Tipoldemors opskrift, og de smager bare godt.

Kalender december 2008

tirsdag den 4. november 2008

Kalender november 2008


November blad 2008

Navngivning af lokaler
Desværre var der kun 6 børn, der havde lagt hovedet i blød og bød ind med nye navne til de tre lokaler, som vi gerne vil omdøbe. Derfor prøver vi endnu engang med det håb at nå ud til nogle flere. Sammen med dette Rumlenyt får børnene en seddel, som med de gode forslag kan afleveres så man deltager i kapløbet om at være den, der navngiver et lokale og løber af med den gave, det udløser. Fristen for indlevering af forslag er sat til den 14. november.

Sydegrube
Onsdag den 26. november er det tid til at lave mad på jernalder måde. Nemlig sydegrube, hvor vi graver et hul, kommer sten hele vejen rundt og i bunden. Herefter laver vi bål i hullet. Maden bliver pakket ind, og hullet lukkes til med jord. Efter en time til halvanden er maden klar. Det fungerer som en ovn. Derefter skal vi spise.

Brandøvelse
Siden Dybbøl skolen brændte sidste år er vi, af brandmyndighederne, blevet pålagt, at afholde evakueringsøvelser.
Vi vil i november måned gennemføre en brandøvelse.
Børnene vil blive varslet i god tid forinden således, at vi undgår skræmte børn. Vi vil fortælle børnene hvad der skal ske, når alarmen (skoleklokken) går i gang og hvordan signalet for brand lyder, således at børnene ikke går i panik. Skulle I tilfældigvis være i Rumlehuset når alarmen går - skal i ligeledes lade jer evakuere.
Vi vil nødigt skræmme børnene, men en øvelse må ikke annonceres umiddelbart før.

Studerende
Torsdag den 6. starter der en ny studerende. Mai-Britt Husballe er de næste 3 måneder i 1. praktik. Mai-Britt vil i sin praktik følge Mona. Vi byder Mai-Britt velkommen og håber at hun vil blive godt modtaget af børn og forældre.
Vi glæder os over, at vi for en kortere tid har 2 studerende tilknyttet huset.

Lukkedage

Rumlehuset har julelukket den 24, 29, 30. og 31. december.
Har I et behov for pasning i en eller flere af juledagene skal I kontakte mig inden tirsdag den 11. november.

OBS! Fredag den 2. januar er Rumlehuset åbent som sædvanligt, men grundet planlægning af personalets ferie, vi vil gerne have en tilbagemelding på hvilke børn der kommer denne dag.
Benyt vedlagte tilmelding. Steen

Fælles Julehygge den 25. november
Igen i år inviterer vi til julehygge i Rumlehuset.
Der vil, i lighed med tidligere år, blive opkrævet et beløb til indkøb af materialer. Pris: 20 kr. pr voksen, børn gratis, betaling ved tilmeldingen.
Se vedlagte invitationen.

Udfordring til de modige…

Vi er så heldige, at få besøg af 4 medarbejdere og en pædagog fra Østerlund værkstedet

Onsdag d. 12. Nov. Kl. 13.00– 15.00

De har tænkt sig at udfordre de modige ved at tilbyde et ”slangetæmmerkursus”
De medbringer 2 små kongepytoner, som man kan få lov til at røre eller holde.
(De har alle tilladelser i orden til at medbringe disse.)
Vi håber, på denne måde, at lave en spændende dag for børnene og evt. få børnene til at overskride nogle grænser, ved at gøre noget, de ikke troede de kunne.
Børnene bliver ikke presset til noget, de ikke vil. De skal komme i deres eget tempo.
Kurset foregår i Klubben og de børn, der har lyst til at deltage, kommer så ind i små hold.
Tilmelding til Winnie eller Winnie.

onsdag den 1. oktober 2008

Kalender oktober 2008


Oktober blad 2008

Årstiden skifter
Mulighederne for at blive våd er nu langt større end vi er forvendt med. Chancen for at man står i Rumlehuset og mangler et par tørre bukser er dermed også forøget. Surt når der kun er shorts i skiftetøjs tasken, eller at de der seje bukser er blevet 10 cm for korte… hmmm… Vi opfordrer alle til at se efter, at der er hvad der behøves i skiftetøjs tasken, så alle kan komme tørre og varme gennem dagen.

Glemt tøj
I efterårs ferien tømmer vi kassen med glemt tøj og sender det til genbrug, for at skabe plads til efterårs kollektionen :0)

Goddag og farvel
eller jeg kommer ikke i dag… Selv om vi har indført magnettavlerne, skal vi grundet sikkerheden stadig føre afkrydsningslisterne, så vi f.eks. ved brand kan tage listerne med os ud og via dem tjekke op på om vi har styr på, hvor alle vores dejlige unger er henne. Det er vigtig for os at vide når et barn ikke kommer i Rumlehuset. Dette bliver nødt til at foregå mundtligt, da en magnet der ikke er flyttet lige så godt kan betyde at barnet bare har ”glemt” at stemple ind. Går barnet hjem lige efter skole en dag, vil vi altså gerne, at det lige slår et smut forbi i Rumleren og meddeler dette…

Traktormuseum
Denne tur er for drenge :0) og går til traktor museet i Pøl. Tilmelding sker efter først til mølle princippet (max.15) ved henvendelse til Winnie N. eller Annette. Vi forlader Rumlehuset kl.13.00 og forventet hjemkomst er senest kl. 15.45.

Klub dage for 3.kl.
Denne måned vil klub dagene byde på bolche kogning og introduktion af Wii. Ligeledes er der arrangeret et førstehjælps kursus for 3. klasserne.

NYE NAVNE
Vi vil gerne omdøbe nogle af lokalerne i Rumlehuset. Cafeen skal fortsat være Cafeen og Rumlehuset, altså der hvor vi siger goddag og farvel, skal fortsat være Rumlehuset :0) Men Spor A, Spor B og Klubben vil vi gerne have nye navne til. Få en stemmeseddel udleveret hos sendevagten og hjælp os med at finde på seje/gode navne til disse tre lokaler. Indleveringsfristen for forslag er den 17. oktober. Blandt alle indleverede forslag håber vi på at finde de nye navne til vores dejlige lokaler. Resultatet offentliggøres i næste Rumlenyt og der vil være en lille gave til de/det barn hvis forslag er blevet valgt.
Så kom bare i gang… tænk… og kom med en go ide.

Svømning
Turen i svømmehallen var bare ”kanon” og vi glæder os allerede til næste gang. Som forældre kan I lette vores transport tid ved at hente børnene i hallen kl.15.30 men giv os lige besked her om.

Skrænten
Vi har hver dag mange børn som ønsker, at komme på Skrænten. Vi har desværre ikke stedet for os selv. Byens unge mennesker gør også brug af området om aftenen og i weekenderne, de efterlader sig ofte noget affald, affald som børnene syntes er spændende og har en værdi og indgår derfor i legen. Efter større arrangementer på Luffesplads, afsøger vi skrænten for diverse efterladenskaber, hvorefter børnene igen får lov til at færdes der efter aftale med udevagten. Vi betragter skrænten som værende af så stor betydning for børnenes udvikling, at vi ikke ønsker at forhindre børnene i at lege der. Motorisk er skrænten et fantastik sted hvor børnene får styrket deres motoriske færdigheder. Ligeledes knyttets de sociale relationer børnene imellem. Der har været ytringer om at skrænten er et farligt sted grundet affaldet. Hvis I som forældre ikke vil have at jeres barn leger der, så må I selv gør det klart for barnet. Vi kan og ønsker heller ikke at administrere en sådan ordning, hvor nogle må og andre ikke må.
Steen

torsdag den 4. september 2008

Svømmeregler

Livredderens opgave er at varetage sikkerheden i hallen samt rede liv.
Der må ikke løbes i hallen. Det er ikke tilladt at skubbe eller holde andre under vandet.
Når livredderen fløjter, skal alle staks komme op af vandet.

Personalets opgave er, at sikre det pædagogiske indhold.
Der vil altid være personale i vandet samt på kanten af bassinet.

Vand ”legetøj” er kun tilladt i det lille bassin.
Arm vinger og bælter må også benyttes i den lave ende af det store bassin (indtil flagene).

For at barnet må opholde sig i det dybe bassin (fra flagene til vipperne), skal barnet bestå bassinprøven.
Bassinprøven består i at svømme 2 gange 25m i sikker stil samt uden brug af hjælpemidler.
Sfo lederen varetager prøveaflæggelsen.
Børn som ikke har bestået svømmeprøven, må ikke opholde sig i det dybe bassin.

Brug af rutschebane og vipper er kun efter aftale med livredderen.

Børnene vil de første gange samles på trppen ved bassinkanten. Her får de information om regler, samt hvilke konsekvenser det har at bryde disse.
Brydes reglerne, udelukkes børnene for deltagelse næste gang der er svømning.

Al badning foregår efter hallens hygiejniske regler.

onsdag den 3. september 2008

mandag den 1. september 2008

September blad 2008

UPS!
Kommunikation er en svær ting. Der har været nogle få aftaler som er smuttet for os, det beklager vi meget. Men i situationer, hvor vi er i tvivl, undlader vi at sende børnene, da vi hellere vil sende en for lidt frem for en for meget.
I bliver som forældre nogle gange ringet op fra mobiltelefoner, hvor barnet spørger om lov til at gå med andre hjem. Desværre oplever vi, at børnene en gang imellem tilpasser jeres svar.
Derfor; sker der ændringer i de oprindelige aftaler, så kontakt straks sendevagten på tlf. 88 16 19 99 og ikke via barnets mobiltelefon. Aller helst lav klare aftaler og medsend en seddel med ændringerne.

Personale
Tine starter 1. sep. på en Diplomuddannelsen hvilket betyder, at hun først er tilbage omkring juni måned 2009.
Mona starter igen d. 15. sep. efter endt forældreorlov. Steen

Lektiecafe
Steen står for lektiecafeen i det kommende skoleår, og vi bestræber os på, at det vil være tirs– ons– og torsdag. Tilmelding til denne skal ske via klasselærerne.

Sendeseddel
Der vil sammen med Rumlenyt komme en ny sendeseddel med børnene hjem. Da der er nye spørgsmål på sedlen, bedes I tjekke, om I har udfyldt en sådan efter sommerferien. Hvis ikke bedes I sørge for, at vi hurtigt får sedlen retur igen.

Navnetavler
I september vil vi tage et helt nyt system i brug omkring ”Goddag jeg er her” og ”Farvel nu går jeg hjem”. Børnene får hver deres lille magnet med navn, som så skal flyttes frem og tilbage på en stor tavle… Det bliver til at forstå, når vi kan vise det frem, og vi sætter stor lid til, at det vil gøre processen med ind og ud krydsning langt mere overskuelig.

Træværksted
I løbet af september måned vil der i træværkstedet blive sat gang i fremstillingen af fuglehuse og fodrebrædder, så fuglene i jeres haver kan søge ly for vinteren samt blive fodret. En god aktivitet hvor børnene skal bruge lidt matematik og få lidt håndelag med en hammer og en sav.
For at bevare et rimeligt arbejdsmiljø vil der være kun være plads til en håndfuld børn af gangen.

Svømning
Skolerne har i år ændret i svømmeundervisningen, dette giver plads til, at vi kan få nogle tider i løbet af efteråret og vinteren. Vi satser på torsdage sidst i måneden, første gang bliver 25. september. Vi går derud lige efter skoletid og bliver hentet, så vi er hjemme kl.1600. Vi ønsker at flest mulige benytter dette tilbud, idet det er en bekostelig affære. Derfor vil der ikke være andre aktiviteter i gang på svømmedage.
Se vores svømmeregler på blokken.

Snitteværksted.
Der er så småt kommet gang i snitteværkstedet. Torsdage i september måned vil vi sidde i bålhytten i Grønnegården og snitte: små pinde, store pinde, fantasifigurer eller hvad børnene har lyst og fantasi til. Vi gør meget ud af at snakke om, hvordan man skal opføre sig, når man arbejder med en kniv. Vi har nogle gode små – og meget skarpe – snitteknive, så det er vigtigt, at børnene øver sig i at holde koncentrationen på snittearbejdet, når de er i gang. Børnene er gode til at hjælpe hinanden, – små og store, piger og drenge. Der er hyggesnak, også med nogen man ellers ikke leger og snakker så meget med i andre sammenhænge.

Bærtur
September byder på oplevelser i naturen med alt det, det fører med sig. 0. klasse, 1. klasse, 2. klasse og 3. klasse får hver en mandag, hvor der er mulighed for at tage med på en tur, som vi vil prøve at tilpasse efter hvilken størrelse ben vi skal have med. Undervejs plukker vi frugt og bær, som vi vil sylte, koge eller putte i bagværk om tirsdagen. Andre bærture vil ikke være klasse opdelt og det hele kulminere med en høstdag hvor der så rigtig skal smages på naturen :0)

Finværkstedet
I løbet af september/oktober vil vi gå i gang med at lave ting og sager med halve klemmer. Vi har fået et kæmpeparti fra skolen, og da vi ikke sådan har arbejdet i det før, vil vi tage ”kampen” op og se, om vi kan finde ud af det! Det vil udfordre fantasien og finmotorikken, men tålmodigheden vil helt bestemt også komme på prøve!! Vi vil prøve at farve nogle af klemmerne og se hvilke sjove og spændende ting vi kan få ud af det!

Klubdage
3. klasserne vil få deres helt egne dage i klubben hvor ”de små” ikke får lov at blande sig. Der vil være skiftende voksne og aktiviteter, så vi håber, at det vil blive afvekslende og spændende for den årgang. Vi lægger ud med onsdage og torsdage i september måned. Der vil være bage-, hygge- og læderværksted (noget der kræver fingerkræfter) og en dag ud af huset på rulleskøjter. Hvilke og hvornår fremgår af kalenderen.

Dragefremstilling/tur 1.kl.
Vores studerende Thomas fremstiller drager i uge 38-39-40 onsdage og torsdage. Han vil klippe og klistre sammen med børn fra 1. kl. Den 8. oktober tager dragefolket så på tur til kildespring for at få luft under vingerne. Forældre er velkomne til at deltage på denne tur.

Blad og Blog
Som det jo tydeligt fremgår har Rumlenyt fået nyt udseende. Indholdet er også ændret så bladet fremover, ud over vigtig info, vil indeholde info om de aktiviteter der kommer.
Da Rumlehuset ikke længere er spor opdelt har vi også lavet en fælles kalender. Aktiviteter opført på kalenderen er tilbud, altså deltager man frivilligt. Nogle af disse vil dog være målrettet til en bestemt årgang og vi bestræber os på at komme rundt om hele børneflokken. Ret til ændringer i kalender forbeholdes, da vi under planlægning ikke kan tage højde for vejret og sygedage :0)
Vil I følge med i hvad vi har lavet, ja så må i besøge Rumlehusets blog, hvor vi løbende vil lægge indlæg og fotos ind. God fornøjelse.

fredag den 6. juni 2008

Fællesblad Juni 2008

Klubben:
Efter sommerferien er Rumlehuset alene en SFO for børn fra 0. til 3. kl. Det nuværende klubtilbud falder bort. Dvs. at de børn, som i dag går i 2.kl., fortsætter i 3.kl. under samme præmisser som nu.
Klublokalet vil blive brugt til et andet SFO formål.

Personale:
I forbindelse med Mona Hildebrandts forældreorlov, har vi valgt at lave en mindre rokade. Winnie N. som indtil i mandags var i spor A, træder ind i førskolegruppen. Til at træde ind i Winnies sted har vi fået Hanne Fach til at vikariere i juni måned. Hanne vil i formiddagstimerne indgå i førskolegruppen.

Skoleintra:
Vi er begyndt at lægge billeder og beskeder ud på skoles hjemmeside. Når vi lægger billeder på siden, vil der automatisk blive sendt en mail til jer, dog kun hvis I har aktiveret jeres bruger profil. OBS! Indtil videre har 0. og 1.kl ikke fået dette tilbudt.
Fra skolens hjemmeside skal I ind unde aktiviteter—skolensfotoalbum—derefter under kategori. Her vælger I Rumlehuset, derefter skal i lede i Rumlehusets billedsamling.

Grundlovsdag:
Torsdag d. 5. juni er skole fridag men Rumlehuset har åbent fra 630 - 1700. Da vi ved, at kun ganske få børn kommer denne dag, vil vi gerne have tilbagemelding fra jer om jeres barn/børn kommer. Winnie N. og Izabela vil holde Rumlehuset åbent.

Rotter:
Grønnegården har de seneste uger været lukket på grund af rotter. Det ser nu ud til, at vi har fået bugt med dem, så vi på mandag igen kan benytte grønnegården.

Sommerferien:
Rumlehuset holder sommerferielukket i ugerne 29-30-31. De der har rettet henvendelse angående pasnings behov, er tilmeldt feriebørnehuset.

Steen

torsdag den 8. maj 2008

Fællesblad Maj 2008

Grundlovsdag:
Rumlehuset holder åben hele dagen fra kl. 6.30 til kl. 17.00. Vi vil gerne vide hvor mange børn der kommer denne dag senest den 30. maj.

Sommerferien:
Rumlehuset holder sommerferielukket i ugerne 29-30-31. De der har rettet henvendelse angående pasnings behov, er tilmeldt feriebørnehuset.

Ture:
Der vil være flere turer i maj man kan melde sig til. Den 21. gælder det f.eks. en tur ud til fyret og den 28. er vi inviteret af spejderne.

Aktiv sommer:
Rumlehuset byder ind med et par aktivitets dage i Aktiv sommer.
Aktivitetsdage som børn fra 1. til 6 kl. kan tilmelde sig i sommerferien.
Det vi byder ind med er: Line dance, perler, slack-line / tov klatring.
Pladser som ikke bliver ”solgt” tilbydes naturligvis til vores egne børn, i det omfang som det er muligt.

Ændringer i Rumlehuset:
Børnetallet i Rumlehuset har i indeværende skoleår været væsentlig lavere end den oprindelige normering. En normering som har betydet at vi har kunnet bibeholde vores sporopdeling. Normeringen er i løbet af året blevet tilpasses til det reelle børnetal. Det har medført, at vi er meget sårbare i situationer, hvor personalet ikke er tilstede i det planlagte omfang.
Vi har derfor planer om, at tilpasse strukturen fra spor til funktions opdelt. En struktur som vil sikre, at der vil være flere værksteds aktiviteter dagligt.

Det betyder at alle børn har base i fælleslokalet / cafeen. De andre lokaler vil blive indrettet til værksteder. Børnene i 3. kl. vil blive tilgodeset med specielt målrettede aktiviteter. Formodentligt med udgangspunkt i klublokalet.

Det vi vil ønske, er at vende tilbage til den struktur som Rumlehuset havde indtil sammenlægningen af Østerlund og Nordborg skole i 2003. Vi vil holde fast i de værdier som vi i dag sætter højt. Eks. vil kontaktpædagogen fortsat følge børnene fra start til slut, samt deltage i skoledelen.

Steen

fredag den 28. marts 2008

Fællesblad april 2008

Sommerferien:
Tilmeldingsfristen vedr. feriebørnehuset i Kernehuset i Havnbjerg er nu overskredet. Ca. 50 har afleveret. Vi går ud fra, at de der ikke har afleveret ikke har brug for pasning i de tre uger, hvor Rumlehuset har lukket. Sidder der nu nogen, som har forglemt det, skal man henvende sig til Steen.

Lukkedag:
Ingen har henvendt sig vedrørende pasningsbehov den 2. maj så Rumlehuset vil være lukket den dag.

Personale nyt:
Mandag d. 31. marts starter der to vikarer i Rumlehuset. De bliver begge to tilknyttet førskolegruppen.
Annette Jørgensen er uddannet pædagog og har erfaring fra børnehaver samt SFOer.
Thim Olsen har tidligere arbejdet inden for handicap området som personlig hjælper.

Der udover starter Tine igen efter endt orlov, mandag den 14. april. Tine vil igen være at finde i klubben. Tillige overtager Tine, Karis opgave i 1.a.

Velkommen
Vi byder velkommen til alle de nye børn og deres forældre og ser frem til et godt samarbejde.

Steen

fredag den 29. februar 2008

Fællesblad marts 2008

Påskeferie:
Husk at der i påskeferien kun er adgang til Rumlehuset via Luffesplads.

Førskole børn:
De første førskolebørn har allerede været på besøg. I næste uge følger informationsmødet hvor børnehaverne og skolen informere om skolestarten. Senere skal vi sammen med 0. klasselærerne på besøg i børnehaverne hvor vi bl.a. får overleveret portofolie materialet, også kaldet ”Barnets Bog”.
Onsdag efter påske, den 26. marts kl. 14.30 slutter vi besøgsrækken af med en teaterforestilling. Dette arrangement er lidt anderledes i år idet vi inviterer forældrene til at hente børnene sidst på dagen. I den forbindelse, holder vi et mindre fyraftensmøde, kl. 15.30 omkring opstarten, samt svare på alle de praktiske spørgsmål, som der altid kommer.
Der er nu indskrevet 33 børn til start efter sommerferien.

Sommerferien:
Lige en husker - Husk at få afleveret tilmeldingssedlen vedr. feriebørnehuset i Kernehuset i Havnbjerg. Vi skal have alle sedler retur senest den 19. marts, også selv om I ikke vil gøre brug af dette tilbud.
Lige nu har vi kun fået 1/5 af sedlerne... det er ikke ret mange!!!

Garderoberne:
I forbindelse med påskeferien vil jeg opfordre jer til at gennemgå jeres barns garderobe. Måske er det på tide, at få tjek på hvad der egentligt ligger/hænger af ubrugeligt tøj på jeres barns garderobeplads. Ta’ indholdet med hjem og kom så med et nyt sortiment som passer til den kommende årstid. Det er bare så pinligt, at et par for små vatterede bukser må gøre det ud for et par shorts i sommervarmen.
Kassen med ”glemt tøj” tømmes ligeledes til ferien.
Der vil igen blive opsat garderober til førskolebørnene på Munkegangen.

Lektie cafe:
Som det er lige nu, bruger vi en del resurser fordelt over dagen på, at hjælpe de børn som har det svært med at få lektie hjælp derhjemme. Vi samler nu børnene i den første time efter skoletid mellem kl. 13 og 14 i fællesrummet, her vil sendevagten hjælpe så godt det er muligt. Husk! at børnenes lektier fortsat er et anliggende mellem forældre og barnet. Det er ikke SFO’ens opgave at varetage denne opgave.
Fællesrummet vil i ovennævnte tidsrum kun blive brugt til lektiehjælp.

Steen

torsdag den 7. februar 2008

Fællesblad februar 2008

Normering:
Det børnetal som ligger til grund for personalenormeringen er siden skoleårets start faldet brat fra 141 til nu 112 børn. Dette betyder, at jeg har været nødsaget til, at reducere i antallet af personaler.
En medarbejder som er blevet prikket, tilbydes om muligt nyansættelse i en anden kommunal institution.
Dette betyder, at Mette her den 1. februar starter i Skovbørnehaven i Nørreskoven.
Kari vil frem til april varetage opgaven i skoledelen. Hvem der overtager efter Kari er pt. usikkert.

Vinterferie:
Husk at der i vinterferien kun er indgang til Rumlehuset fra Luffesplads.

Førskole børn:
Det er nu endeligt besluttet af førskolebørnene også kaldet aprilbørnene starter i Rumlehuset d. 31. marts. Vi er allerede nu i gang med de første forberedelser.
Det bliver Mona og Kari, som sammen med 2 vikarer skal tage sig af denne gruppe. Vi forventer, at der kommer ca. 35 børn.

Sommerferien:
Den medfølgende (udleveret til børnene) seddel omkring feriebørnehuset i industriferien, skal returneres til Rumlehuset inden 19. marts, også selv om I ikke vil gøre brug af dette tilbud. De øvrige 3 uger ( 27, 28 og 32) er Rumlehuset åbent hele dagen 630 – 1700/1600.
Første skoledag efter sommerferien er mandag d. 11. august.
Steen

torsdag den 10. januar 2008

Januar 2008 Fællesblad

Brandøvelse:
I har sikkert, eller nogen har, hørt at vi i Rumlehuset har afholdt brandøvelse. En om morgenen og en om eftermiddagen. Det var en positiv oplevelse, forstået på den måde, at vi fik alle børn og endda et par forældre som var tilstede med ud. Våde strømper blev det også til, for når først det brænder så skal man jo ikke tænke på sko. Nogle syntes også det var lige lovligt koldt for jakkerne måtte jo også blive hængende på knagerne. Et par stykker havde nu travlt med at rede både skoletasker og andet godt, men det går jo ikke og det fik vi så talt om. I fremtiden vil der blive afholdt brandøvelser, 2 til 4 gange årligt. Brandøvelserne vil blive ”ca.” varslet, altså at man kan regne med at det vil ske i løbet af den næste uges tid.

Simon K. fra 0.A skrev, sammen med sin mor, efterfølgende denne lille historie:

Simon legede udenfor i sneen. Men så kunne Simon se at der var ildebrand i skoven. Han ringede112 og så kom brandvæsnet HURTIGT, og de skyllede med vand. Men så var der ikke ildebrand mere. Så gik Simon ned i skoven for at se om der var fri bane. Så gik han op igen. Og så gik han hjem.
Så var der røg, Vi alle sammen gik under røgen. Så ringede vi 112 igen og så kom brandvæsnet igen. Men denne gang kom de ikke særlig hurtigt, fordi de havde næsten ingen benzin på. Så skubbede vi dem og da det endelig skete gik vi hjem igen fordi der var slukket.

Super flot Simon og tak for indslaget.

Personale.
I sidste Rumlenyt skrev jeg at Tine de første 3 måneder af året har søgt orlov. Som vikar for Tine er Kari ansat. Kari overtager Tines opgaver i klubben samt følger 3.a. i skolen.
Steen